Kaare Bing, i Politiken Søndag, København 8. august 1993
(Om Magnar Mikkelsen: Underveis til Navnløse Havn, roman, 1992). "Nord-Norge tappes ikke alene for traditionelle råvarer, markedskræfterne sydpå tapper også landsdelen for kunstneriske og kulturelle værdier." Sådan præsenterer Den norske Forfatterforenings organ Forfatteren den nordnorske forfatter Magnar Mikkelsens initiativ til en ny litteraturpolitisk organisation OrdFront Nord - der vil forsøge at bremse den vedvarende "lækage" fra nord til syd og erstatte den med udveksling på kunstnernes egne præmisser.
Magnar Mikkelsen (55), der er født og bosat i minoriteternes landsdel, Nord-Norge, udtrykker det således: "Den komplekse fremstilling af en kompleks virkelighed taber over for fremstillingen af letlæste idyller. Den intenst sandfærdige litteratur lider nederlag på markedet, dersom den sandhed der fremstilles er ubehagelig, fordi ubehagelig vare er vanskelig at sælge. Den litteratur, der er værdifuld, men skabt af en sproglig, politisk eller national minoritet, kan berige vor fælles oplevelse af verden, men taber netop i kraft af dens minoritetsstatus - i kampen om markedsandele".
Magnar Mikkelsen demonstrerer suverænt sin tese i sin sidst udkomne roman "Underveis til Navnløse Havn", der udspilles i og omkring byen Ultima Mondo, vor verdens yderste punkt, denne verdens spydspids op mod verdenshavet.
Mikkelsen åbner romanen med en intens skildring, næsten afklædende og samtidig iført lag på lag af naturskønhed og -forståelse. Et landskab, en menneskenes og dyrenes og planternes urtid, som ligger der i dag som igår. Men nedenfor brækanten, som man fristes til at kalde overgangen fra sletterne til City Nord, dirrer så nutidens mange kræfter - markedskræfterne, udkrystalliseret i mediefolkets og dermed vor egen jagt på de umenneskelige værdier, eller snarere menneskelignende uværdier - de kræfter, der jager og smadrer og forvrænger det, som er selve bogens udgangstone, det egentlige, det oprindelige.
Byen er fuld af vor egen smålighed, skadefryd, mistænkeliggørelse, sladder, angst for det fremmede - alt det som gør læsningen om hverdagen ubehaglig, kompleks og altså usælgelig.
Men bag dette dirrer vidderne, som han har skildret dem for os - og som et nordlys oplever vi disse uendeligheder: Da enegangeren, kvinden, og iagttageren mødes i ødemarken - overladt til egne og naturens kræfter - bliver virkeligheden næsten sand.
Det forunderlige er, at Mikkelsen formår at skildre det smukke, det sande, uden falsk romantik, uden sentimentalitet - afklædningen af sandheden er ikke smuk men den er heller ikke forvrængende. Den virker ægte. Og derfor vedkommende. Bogen er en nordnorsk front mod sydnorges Sodoma.
(Kaare Bing, i Politiken Søndag, København 8. august 1993)
|